top of page

Syddanske feriecentre vælger højhastigheds bredbånd - et tilbageblik til 2014

  • Forfatters billede: Business Advisor Bjarne Lund Jepsen
    Business Advisor Bjarne Lund Jepsen
  • 23. apr. 2021
  • 5 min læsning

Opdateret: 29. aug. 2023


Nedenstående artikel er fra september 2014. Men at være på forkant med udviklingen er altid relevant. Specielt når vi reflekterer over det seneste år med Corona, hvor store dele af arbejdsstyrken blev sendt hjem for at arbejde, og børnene fulgte hjemmeundervisning. Dette har kun gjort behovet for hurtigt internet i danske hjem endnu vigtigere. Det giver os mulighed for at arbejde effektivt, uanset hvor vi befinder os.


I 2014 var Corona ikke en faktor, og konceptet med hjemmearbejde begyndte langsomt at vinde terræn. Efterspørgslen efter hurtigt internet var allerede til stede, og mit team samt jeg spillede en aktiv rolle i etableringen af fiberbredbånd i hele Syd- og Sønderjylland. Vores hovedfokus var på fiberetablering til boligforeninger og sommerhusområder. Som en del af dette arbejde foretog jeg personligt en undersøgelse, hvor jeg besøgte sommerhusområder langs vest- og sydkysten for at interagere med udlejningsbureauer. Her spurgte jeg dem, hvad der var mest essentielt for sommerhusgæsterne. Uden undtagelse var svaret klart: "HURTIGT INTERNET." Dette gav os det nødvendige skub, og vi iværksatte projekter i flere områder for at etablere lynhurtigt fiberbredbånd. Dette blev starten på den dækning, vi nyder i dag.


Her i 2023 står vi ved begyndelsen af en spændende ny æra, hvor elektriske biler spiller en afgørende rolle. Den elektriske revolution har for alvor grebet om sig, og vi ser et markant skift i transportsektoren. Store bilproducenter som Tesla, Volkswagen, KIA og Hyundai har forvandlet bilmarkedet, og deres betydelige salgsvækst antyder en endnu mere lovende fremtid for 2024 og 2025. Dette nye landskab stiller imidlertid også skærpede krav til infrastrukturen.


Som bilparken bliver mere elektrisk, opstår der et presserende behov for opladningsmuligheder i sommerhusområder, boligforeninger og private hjem. Dette er et område, der oplever betydelig fremdrift. Jeg ser med spænding på de muligheder, der ligger foran os, når det kommer til at imødekomme dette behov. Vi må sørge for, at vores infrastruktur kan følge med den øgede efterspørgsel efter opladningsstationer og strømforsyning, således at elbilsejere kan oplade deres køretøjer nemt og bekvemt.


Herunder finder du en tilbageblik på begivenhederne fra dengang i 2014...

Syddanske feriecentre vælger højhastigheds-bredbånd Høje hastigheder på bredbånd er fremtiden – også for feriegæster. Vi har i løbet af 2014 færdiggjort etableringsprojekter i sommerhusområder, så i alt 9500 sommerhuse nu har adgang til fiberbredbånd i vores forsyningsområde. Senest er Blåvand, Bork og Vejers færdiggjort, men det stopper ikke her. For nu er vi også tæt på at have forsynet samtlige sydjyske feriecentre med høje hastigheder og Stofa-Tv. For eksempel afsluttede vi i august måned arbejdet ved Ho Feriecenter, som nu sparer tid og har mere tilfredse kunder (læs casen nedenfor).

Derudover landede vi for nyligt en ordre om også at forsyne Marina Fiskenæs’ 159 ferieboliger over en 3-årig aftale. Dermed kommer vi hele vejen rundt og forsyner snart alle sydjyske feriecentre med højhastigheds-bredbånd og Stofa-indhold til turister.

Mere værdi for gæsterne – og en lettelse for viceværten Ho Feriecenter ligger ved Ho Bugt i Varde Kommune og tæller 90 feriehuse og et samlet turistcenter. Til afløsning for deres gamle antenneanlæg og ingen internet i feriehusene, har feriecentret nu fået en fremtidssikret løsning med bredbånd, Wi-Fi og tv-pakke*. Kristian Wolff, som er vicevært i Ho Feriecenter, fortæller:

- Før var der ofte et utydeligt signal, især når det blæste, som det jo gør herude vestpå. Det var naturligvis utilfredsstillende for vores gæsterne, og jeg brugte også meget tid på at servicere fjernsyn og antenner. Så det var en nødvendighed med en anden løsning. Nu har vi altid et klart billede, og jeg skal fremover ikke bøvle med signalet.

Høj hastighed og stabilitet er turistens naturlige forventning På spørgsmålet om, hvorvidt gæsterne har taget godt imod den nye løsning, siger Kristian Wolff, at evt. utilfredshed er afløst af en naturlig tilfredshed:

- Antallet af henvendelser før fiberen var større end det antal, der nu melder positivt tilbage. Jeg tager det som et udtryk for, at gæsterne bare forventer Wi-Fi og et klart signal i dag. For alle børn har jo en eller anden gadget med, som skal på nettet. Men det skal også siges, at vi stadig møder gæster, der kommer med positive kommentarer om, at vi tilbyder gratis Wi-Fi.

Han tilføjer, at produkterne i øvrigt kører upåklageligt; kun 2 bokse ud af 90 har der været et lille problem med, og det er blevet hurtigt løst. Han løb godt nok ind i Stofa-problemerne i foråret – og dermed ventetid i kundeservice – men et kald til Niels Duedahl løste hurtigt den sag, fortæller Kristian og påpeger tilfreds, at ”det har været det eneste lille sandskorn på vejen”.

Godt samarbejde under gravning og installering Bjarne Lund Jepsen, som er projektleder for Fiberevents & Nygrav, er også glad for et veloverstået projekt i Ho, ikke mindst fordi gravearbejdet og samarbejdet har kørt upåklageligt. Det samme mener viceværten, som har oplevet SE’s medarbejdere som fleksible under gravearbejdet:

-Vi kom lige lidt for sent i gang i forhold til turistsæsonen, så der var begyndt at komme flere gæster i husene end tidligere på sæsonen. Men der var SE nemme at snakke med, og vi fandt i fællesskab ud af det, sådan at vores dagligdag med gæsterne ikke blev forstyrret af det.

Bjarne Lund Jepsen ønsker derfor at videregive en tak til de medarbejdere, som har været ved Ho i de ca. 4 måneder, projektet har forløbet - for deres fokus på den totale kundeoplevelse i forbindelse med etableringen.

Mange muligheder inden for turisme Det stopper ikke her, men hvad er så næste skridt i forhold til at hjælpe de syddanske turister online? Bjarne Lund Jepsen forklarer, at vi er næsten hele vejen rundt i vores forsyningsområde i forhold til at lægge højhastigheds-bredbånd og Stofa-produkter ind i feriecentrene:

- Feriecentrene er selvfølgelig attraktive, fordi vi hjælper mange feriehuse online i ét hug. Vi har lagt fiberbredbånd ind i Rim Rømø, Lalandia Billund, Rømø Golf & Wellness, Bork Feriecenter og Seawest Nørre Nebel. Nu mangler vi kun Marina Fiskenæs’ 150 ferieboliger, og vi er superglade for, at vi nu også har landet dén aftale.

Siden 2012 er efterspørgslen efter højhastigheds-bredbånd til sommerhusgæster steget med hele 360 %. Derudover påpeger Bjarne Lund Jepsen, at der er store muligheder i flere sommerhusområder, hvor Nygrav er i tæt dialog med blandt andet turistcheferne for at afsøge behovene (vi graver efter udbud og efterspørgsel). Eksempelvis vil vi i 2015 færdiggøre gravningen til sommerhuse på Rømø, så alle sommerhusejere på Rømø snart har mulighed for at tilslutte sig fiberbredbånd.

Erhvervsturisme er næste step Ifølge Bjarne Lund Jepsen kan der også være et potentiale inden for erhvervsturismen, som Region Syddanmark også har et stort fokus på.

- Hvorfor ikke markedsføre Vestkysten som ”Danmarks hurtigste sommerhusområde”, så flere har muligheden for at arbejde fra deres sommerhus? Eller hvorfor ikke lytte til erhvervslivets behov, i forhold til at geare konferencecentre og andre mødesteder med lynhurtigt bredbånd? I SE er vi jo interesserede i at lytte til samfundets behov og lægge højhastigheds-bredbånd ind der, hvor det kan skabe værdi, slutter Bjarne Lund Jepsen.





 
 
 

Comentarios


bottom of page